Direktørfyringer handler om magt
Embedsmændene har for meget magt, mente hver anden kommunalpolitiker for et år siden i en analyse i Politiken. Efter valget er kommunaldirektører og direktører fyret på stribe. Hænger det sammen?
Embedsmændene har stor indflydelse på de kommunalpolitiske beslutninger. Det fremgår af jævnlige målinger blandt kommunernes politikere, og det kan ses direkte hverdag i kommunerne af borgere og medarbejdere. Er cheferne og direktionen for en sag, bliver den gennemført, er de ikke, så bliver den ikke gennemført, og kommunalbestyrelsen hører sjældent om sagen.
Det kan diskuteres, hvilken betydning topembedsmændenes magt har ud fra et demokratisk perspektiv, men ud fra et effektivitetshensyn, som efterhånden er den primære målestok i kommunerne, giver det mening. Politikerne i kommunalbestyrelsen skal holde sig til de store linjer og basere deres beslutninger på oplæg fra direktionen. Og så skal de ansætte den rigtige topledelse og afskedige den forkerte. Afskedigelser og ansættelser af direktører foregår i økonomiudvalget i en politisk konsensuskultur, men i praksis er det en opgave borgmesteren står i spidsen for, som leder af forvaltningen og dermed den eneste, som er tæt på direktionen i hverdagen, når resten af kommunalbestyrelsen passer deres 8-16 job. Og måske netop derfor har åremålsansættelser været så populært i kommunerne. Det skaber en bagdør og mulighed for at komme af med direktører igen uden for meget palaver, og det åbner for kompromisser i ansættelsesprocessen i økonomiudvalget, at en eventuelt ny borgmester i ny periode kan sætte sig eget hold. For nok er kommunaldirektører politisk udnævnt, men det er på ingen måde nogen livstidsansættelser. Tværtimod er det en yderst udsat position. Højsæson for afskedigelser og ansættelser af kommunernes direktion er året efter kommunalvalget, og der har også været en del fyringer i år.
Ofte har de fyrede direktører været ledere med succes i kommunen eller andre kommuner gennem en årrække, så det er sjældent inkompetence, der er forklaringen bag fyringen. Oftere tales der om, at retningen og ambitionerne er forskellige. Er det så et udtryk for, at kommunalbestyrelserne gennem fyringer prøver at genvinde magten fra embedsmændene i kommunens direktion? En underliggende kritik af, at direktionen går for langt af deres egne veje?
Svaret er ikke officielt. For fratrædelsesaftalerne er fortrolige, og kommunikationen til offentligheden er efterhånden minimal. Når det lykkes borgmesteren, at få konsensus for fyringen holder økonomiudvalget tæt, og de fyrede direktører vinder ikke på en offentlige debat, de skal videre med et gyldent håndtryk til et nyt direktørjob i en nærliggende kommune udenfor meget offentligt kritik i medierne. Negativ kritik i lokalavisen i den ene ende af landet vil forfølge dem på google, når de søger job i den anden ende af landet. Så er det bedre for direktøren ikke at sige noget som helst offentligt, men gemme deres version af fyringen til næste jobsamtale.
Det efterladte indtryk hos borgerne af den meget sparsomme kommunikation om fyringerne bliver derfor typisk, at kommunernes topdirektører gjorde for lidt – og ikke for meget. På Bornholm, hvor igen kan være i tvivl om, at det er erfarne borgmester Winnie Grosbøll og ikke den nu fyrende kommunaldirektør Peter Loft, der styrer øen, var den korte besked i pressemeddelelsen, at kommunalbestyrelsen ønskede en anden profil til jobbet uden yderligere bemærkninger. Hvorfor det blev borgmesterens høje forventninger fra pressemeddelelsen ved ansættelsen halvandet år tidligere, som blev citeret i medierne. Dem havde Loft nok ikke indfriet, tænkte øens borgere, som hurtigt læste mellem linjerne. I Gribskov kom der lidt flere ord på, da den nye borgmester Anders Gerner Frost smed to erfarne direktører fra kommunen på porten og lød forstå, at økonomiudvalget ønskede en ny profil på kommunaldirektørposten, som kunne løfte kommunen til et højere ambitionsniveau. Et tredje mere usædvanligt eksempel fra efteråret er fyringen af to direktører i Odder kommune som følge af utilfredshed fra ledere og medarbejdere i organisationen – og altså ikke begrundet i samarbejdet med politikerne.
Tre enormt forskellige kommunaldirektørfyringer –med det til fælles – at ingen af dem officielt handler om magtbalancen eller samarbejdet mellem borgmesteren, kommunalbestyrelsen og direktion. Alligevel hænger her de tre fyringer og alle de øvrige fyringer sammen med magtbalancen mellem kommunalbestyrelsen, borgmesteren og direktion. For fyringerne er udtryk for den ultimative magt i kommunen ligger hos borgmesteren qua dennes flertal i kommunalbestyrelsen. Kommunaldirektøren eller andre direktionsmedlemmer kan ikke fyre borgmesteren eller kommunalbestyrelsen, men direktionen kan lede og styre fra sag til sag og få stor magt på udviklingen af kommunen, men kun så længe borgmesteren via sit flertal giver direktionen lov til det. Mister borgmesteren tilliden er det slut.
Derfor viser målingerne også markante forskelle på kommunalpolitikernes holdning til embedsmændenes indflydelse på de kommunalpolitiske beslutninger, jo længere kommunalpolitikerne selv er fra den politiske magt desto større frustration. For embedsmændene har den magt og den stilling, borgmesteren og hans flertal vælger at give dem. ”Borgmestre består, og embedsmænd forgår”, som Niels Højlund fra Århus kommune udtrykte det i interview sidste år i DJØF blandet.
ARTIKLEN ER OGSÅ BRAGT I KOMMUNEN https://www.kommunen.dk/blog/direktrfyringer-handler-om-magt?nb=1