En leder uden følgere

En vigtig kvalifikation for politikere med borgmesterdrømme er deres lokale netværk – ikke kun i form af potentielle vælgere men også i form af potentielle kandidater til opstillingslisten, som kan tiltrække endnu flere vælgere. Derfor har ALLE spidskandidater en bunden opgave. De skal tiltrække kvalificerede kandidater, som afspejler kommunens borgere. Her fejlede mange politiske ledere ved sidste kommunalvalg.

Ved valget i 2017 var kun 31,8 procent af de opstillede kandidater kvinder. 32,9 procent af de valgte politikere var kvinder. Hvis kommunalbestyrelserne skal have flere kvinder valgt, starter det med, at de stille flere kvindelige kandidater op. Det er vælgerforeningernes ansvar, men det er især spidskandidaternes ansvar.

Lakmusprøve

Jeg ser rekruttering af kandidater som en ledelsesopgave og en lakmusprøve på, hvordan spidskandidater vil klare valget, og den efterfølgende opgave med konstituering og poster som enten udvalgsformand eller borgmester. Rekrutteringen af kandidater viser en-til-en, hvor gode spidskandidaten er til at få følgere – ikke kun personligt men også politisk.

Det holder ikke, hvis spidskandidatens netværk og lokale relationer er så ringe, at vedkommende ikke har nogen af spørge, om de vil stille op som kandidat til valget. Hvis spidskandidater hypotetisk set er en herre på 55 år uden netværk blandt byens kvinder, så er det et problem. Ikke kun, når partiet skal rekruttere kvindelige kandidater, men også i valgkampen og i kommunalbestyrelsen. Vedkommende behøver ikke kende alle potentielle kandidater personligt på forhånd, men spidskandidater skal som minimum have et netværk, som vil aktivere deres lokale netværk, ellers skal spidskandidaten bruge efteråret på at opbygge et relevant netværk til potentielle kandidater.

Det holder heller ikke, hvis spidskandidaten har netværket, men ikke er i stand til at overbevise potentielle kvindelige kandidater om, at det er værd at bruge sin tid på at bakke op om partiets politik og opstille til kommunalvalget. Det bør være spidskandidatens spidskompetence.

Derfor må partier, som mangler kandidater til kommunalvalget til nytår spørge sig selv, om de har den rette spidskandidat. Undskyldninger om, at kvinderne har for travlt i hjemmet, bliver misbrugt som en søforklaring på, at partiet og spidskandidaten ikke har prioriteret opgaven med at identificere de lokale kvinder, som har evnerne, tiden og lysten til at gå ind i politik.

Find dem

De er der, hvis I leder efter dem, og det er jeres ansvar at prikke dem på skulderen. Det viser statistikken fra de kommuner, som har opnået en næsten ligelig fordeling af mænd og kvinder. Kommunalbestyrelsen i Vesthimmerland har dobbelt så mange kvinder som i Dragør – kom ikke at sig, at det handler om at kvinderne i Dragør har særligt dårlig tid og ressourcer. Måske skal spidskandidaten spørge 10 potentielle kvindelige kandidater før en siger ja. Det kræver vilje og tid, men spidskandidaten skal ikke stille sig tilfreds med et par markante kvinder på listen. Heller ikke selvom en af dem er spidskandidaten selv. Og heller ikke selv om de andre kandidater på listen gerne vil undvære konkurrencen til valget.

Spidskandidaten må være mere ambitiøs. Jo flere forskellige kandidater partiet opstiller, desto bredere viden, desto større netværk og desto flere stemmer. Opgaven er særlig central for borgmesterpartierne, hvor spidskandidatens parti besætter en stor del af pladserne i kommunalbestyrelsen, og spidskandidaten kan spille på en borgmestereffekt – som både giver et større netværk og mere politisk pondus.

Jeg ville ikke være i tvivl, formår spidskandidaten ikke at rekruttere kandidater af begge køn, som repræsenterer kommunens borgere bredt, så har I fortjent en vælgerlussing.

Klummen er oprindelig bragt i avisen Kommunen.