Kig hinanden over skulderen på SoMe

Folketingsmedlemmerne slås indbyrdes på Twitter. Kommunalpolitikerne boltrer sig i borgerdialog på Facebook. Statsministeren fremviser hjemmebag på Instagram, alt imens flere og flere offentlige ledere kommer til tasterne på LinkedIn. De sociale medier tjener forskellige formål og har forskellige målgrupper. Tilsammen giver de et ganske nuanceret billede af både den politiske og administrative ledelse i den offentlige sektor, men hver for sig gør de os blinde for kompleksiteten. Politikere og embedsmænd behøver ikke tale sammen på sociale medier, men de vil se nye sider, hvis de kigger hinanden over skulderen. 

Konflikt-kvidder
Socialdemokratiets meget omtalte angrebsmail viser, hvordan planlagte konflikter på Twitter er en del af det systematiske Christiansborgfnidder. Det handler om at skabe fortællingen om de politiske udspil, forhandlinger og forlig ved først at fremmest at påvirke de mange journalister og meningsdannere, som er aktive på Twitter og formilder fortællingen videre til offentligheden. Både medier og landspolitikere dyrker konflikten og tydeliggør uenighederne. Fokus er på opfattelsen af beslutningen, og ingen fokuserer på implementeringen af beslutningerne bagefter.
Det har de folk til.

En beslutning er ikke et resultat 
For en embedsmand er en beslutning ikke et resultat. Det er det heller ikke på Linkedin, hvor politiske beslutninger meget sjældent omtales. Først skal beslutningen implementeres. At det tager tid og kræver en helt anden kommunikation og fokus, ser vi blandt andet hos de kommunale topledere, som på LinkedIn tager den faglige vinkel og for eksempel drøfter problemstillinger og muligheder ved den kommende hovedlov, som Folketinget forventes at vedtage.  De mest progressive embedsmænd løfter sløret for de svære dilemmaer undervejs og deres lokale implementerings- og ledelsesdilemmaer. De mere forsigtige topembedsmænd holder sig til at fremhæve afsluttede projekter og gode kommunale resultater.

Det er klart det første, som er mest lærerigt og interessant, mens det andet i bedste fald fungerer som employer branding. Uanset er det spændende læsning for kommunalpolitikere, som er optaget af, hvordan deres ledere og beslutningerne virker i virkeligheden. De beslutninger, som ikke kommer til at fungere eller ikke bliver implementeret ordentligt, får politikerne senere stryg for på et andet socialt medie. 

Borgerne er der
Brugere og borgergrupper anvender primært Facebook som kanal til at synliggøre konsekvenserne af de politiske beslutninger nationalt og lokalt. Hvis man er i tvivl om det, skal man blot følge en af de mange borgergrupper på Facebook for eksempel #enmillionstemmer, hvor pårørende og mennesker med handicap deler deres erfaringer, eller du kan følge de lokale Facebookgrupper. Her kæmper kommunalpolitikerne en brav kamp for at forklare og forsvare de politiske beslutninger eller servicetilbud – ofte alene.

Jeg vil anbefale, at embedsmændene lytter med, selv om de klogeligt holder sig ude af debatten, enten fordi det er personsager, eller fordi de oplever debatten som politisk. Debatten på Facebook er også et hint til ledelsen i kommunerne om, hvad der virker og ikke virker, og ikke mindst om, hvad kommunalpolitikerne vil stille af spørgsmål på næste møde.

Identifikation på Instagram
Anderledes fredeligt går det for sig på Instagram, når statsministeren bager kanelsnegle eller kommunalpolitikerne deler fotos fra dagligdagen i kommunen. Her lærer vi menneskene bag de politiske ledere og nogle enkelte offentlige ledere at kende, og det er ikke en uvæsentlig del af relationsledelse.

Alligevel er Instagram den mindst vigtige politiske platform, men det kan hurtigt ændre sig, når politikere og borgere bliver for trætte af tonen på Facebook.

Prioriter mere og skarpere
De forskellige sociale medier spiller på den måde hver sin rolle og bidrager med hver sin dimension af den politiske og offentlige ledelse. Derfor vil det ikke være nok, at kommunalpolitikerne forholder sig til Facebook alene, eller hvis embedsmændene kun kommunikerer på LinkedIn.

Både politikere og embedsmænd bør gøre flere platforme til en del af nyhedsrutinen på linje med aviser, nyhedsbreve og fagblade. Det handler om at være opdateret på sine vigtigste interessenter og på de dagsordener, som fylder debatten nationalt og lokalt, og som du før eller siden skal forholde dig til. Hvis man sorterer fodboldnyheder, gamle klassekammerater mv. fra på alle platforme og kun følger relevante professionelle og politiske interessenter og hashtags, så er det en overkommelig opgave. Og husk, du behøver ikke at tage ordet selv på alle kanaler og i alle sammenhænge, du kan lære meget ved at lytte med. 

Klummen har været bragt i avisen Kommunen.